Bag om Niels Krøjgaard
Tryllekunstner
Jeg startede som tryllekunstner i 80’erne men fik hurtigt interesse for det specielle felt inden for trylleriet, som handler om psykologi og menneskelig adfærd. Jeg er i dag med i et eksklusivt netværk af tryllekunstnere og personer med psykologisk indsigt, som udvikler tricks, rutiner og effekter til store tryllekunstnere og psykologiske entertainere på den internationale scene. I takt med at jeg gennem tiden har specialiseret mig i kognitive processer samt perceptionspsykologi, optræder jeg ikke længere som tryllekunstner i traditionel forstand – udelukkende som psykologisk entertainer.
David Copperfield er en af de store tryllekunstnere, jeg har været med til at udvikle showeffekter til – derudover også David Blaine og Derren Brown.
Ekspert i overnaturlige fænomener
Jeg har siden start-90’erne holdt en lang række foredrag om overnaturlige fænomener og de psykologiske teknikker, personer med påståede overnaturlige evner bruger for at skabe deres illusion. Jeg har desuden medvirket som ekspert i utallige tv-udsendelser om, hvordan de personer, som påstår, at de har ægte overnaturlige evner, snyder.
Cold reader
Gennem mit mangeårige arbejde med at afsløre folk med påståede overnaturlige evner har jeg også opnået en stor erfaring inden for ”cold reading” – en teknik, som personer med clairvoyante ”evner” bruger til at skabe deres illusion. Jeg er, som eneste dansker, blevet undervist i Applied Cold Reading i London af en af verdens førende eksperter på området, Ian Rowland.
Ian Rowland, underviser også folk fra FBI i cold reading teknikker.
Hypnotisør
Som et led i udviklingen af mit arbejde med psykologi og menneskelig adfærd, har jeg også uddannet mig til certificeret hypnotisør fra Dansk Hypnose Akademi. Jeg bruger suggestion til flere af min eksperimenter, men altid med dybeste respekt for de personer som deltager.
Professionel formidler
Siden 2005 har jeg været tilknyttet Instituttet for Fremtidsforskning, hvor jeg har undervist og kørt procesforløb i kreativitet og innovation for nogle af verdens største virksomheder. Jeg underviser desuden erhvervsfolk i præsentationsteknik og personlig gennemslagskraft.